Bestyrelsesmedlem Mogens Yde Pedersen
Det hele startede i 1977. Jeg var startet som mekaniker-lærling hos Skoda i Hurup. Jeg havde lige fået mit kørekort og en Skoda 1000mb fra 65. På den tohjulede front hed det Yamaha fs1, og jeg havde aldrig hørt ordet DKW. Der blev kørt lidt ræs på marken med diverse udrangerede køretøjer. Dette forgik sammen med min kammerat Kurt Andersen (min nuværende svoger og medlem af DKW klubben).
Jeg var på teknisk skole i Viborg. Om aftenen skulle vi jo selvfølgelig rundt ved bil-forhandlerne og sparke dæk. Der i vinduet stod den så. DKW RT 250-2 fra 54. Den havde stået der længe, kunne man se på støvet. Jeg tænkte, at det kunne da være lidt sjovt. Den lignede jo ikke så meget det vi havde kørt på, den var faktisk rigtig flot. Dagen efter gik jeg derover igen i åbningstiden. Der stod et skilt på cyklen, 5.500,00 kr. stod der. Man er vel jyde, så jeg bød sælgeren 3.000,00 kr. for maskinen uden garanti. Her fik jeg så at vide, at det var helt udelukket, så ville han tabe på handelen. Efter at have talt med sælgeren flere gange i løbet af de næste par uger var prisen nu 4.000,00. Jeg var så igen på skole et halvt år senere, og cyklen stod der stadig, og støvet var blevet til nullermænd. Sælgeren og jeg genoptog forhandlingerne og den 8. februar 79 blev jeg ejer af en 250-2 for 3.000,00 kr. For den fyrstelige sum af 275,00 kr. var den så synet incl. reservedele.